Før du køber hvalp
Hvad kan du tilbyde en hund?
Alt for mange skønne hunde bliver omplaceret, når hvalpetiden erstattes af unghundetidens kådhed og kønsmodning, og alt for mange hunde, må omplaceres, fordi det kommer bag på ejerne, hvad det rent faktisk kræver at være hundeejer. Derfor er det vigtigt, at du altid sætter dig godt ind i den race, du har forelsket dig i og grundigt overvejer, om racens behov for aktivering, pelspleje og socialt samliv passer ind i din familiens hverdag – ikke bare de næste par måneder men resten af hundens liv. Det skylder du både dig selv og ikke mindst den hvalp, du har forelsket dig i.
At have hund kræver en indsats
En hund bør ikke være alene hjemme i mere end 5 timer dagligt og du skal tænke på, at hunden skal luftes hver dag. Hvis du har hus med have, er det ikke nok at lukke hunden ud i haven. Den skal ud at have nye oplevelser og møde fremmede lugte. Udover den daglige motion skal hunden opdrages, trænes og aktiveres for slet ikke at tale om pelspleje. Du må derfor regne med, at du dagligt skal bruge mindst 1½ time til at beskæftige dig med hunden – udover den tid du ellers er sammen med den.
En fælles beslutning
Beslutningen om at anskaffe en hund skal træffes af familiens medlemmer i fællesskab. Det er meget vigtigt, at alle er indforstået med de ændringer i familien, som anskaffelsen af hunden vil indebære. Du skal tænke på, at der hele tiden skal tages hensyn til det nye familiemedlem. Hvis familien skal i byen, bør hunden altid komme med, når det kan lade sig gøre. Mange problemer med hunde skyldes, at de ikke oplever nok.
Hvis hunden bliver anskaffet af hensyn til børnene i familien, bør du tænke på, at valget af hund samt pasning og pleje af den altid er de voksnes ansvar og derfor også dem der skal have tid til at tage sig af hunden i hverdagen.
Økonomi
Der er mange omkostninger ved at have hund. Ud over udgiften til foder, skal du regne med udgifter til udstyr, træning, hundeforsikring, vaccinationer, loppe- og tægemidler, regelmæssige og uforudsete dyrlægebesøg og udgifter til pelspleje.
Mange års glæde
Har du og din familie efter nøje overvejelser af disse forhold taget beslutningen om at købe hund, kan du til gengæld se frem til mange års glæde med det nye familiemedlem.